Arbejdsevne er mange ting

Nogle arbejder videre, selv om de har ondt. Andre må sygemeldes. Evnen til at arbejde afhænger vores styrke, helbred, funktionsniveau og opevelse af smerter.

Fra fokus på sygdom til fokus på arbejdsevne

Tidligere var det den almindelige opfattelse, at mennesker med ondt i ryggen skulle lægge sig ned og tage det roligt, og i alt fald ikke gå på arbejde, for det ville bare gøre ondt værre.

Men de senere års internationale forskning har vist, at det tværtimod er bedst at holde sig aktiv og gå på arbejde, når man har ondt i ryggen. Det samme gælder, hvis man har ondt i nakke, skulder eller arm. Fokus er flyttet fra sygdom til arbejdsevne.

Arbejdsevne afhænger af mange ting

Den enkeltes arbejdsevne afhænger af flere forhold:

  • Kondition og muskelstyrke.
  • Helbred og fysiske forandringer i kroppen som følge af smerter og sygdom.
  • Funktionsniveau, fx at man kan løfte mindre, hvis man har ondt i ryggen.
  • Den subjektive oplevelse af gener og smerter.

Alle forhold er vigtige, men hænger ikke nødvendigvis sammen. Nogle kan således passe deres arbejde, selv om de har ondt i muskler og led. Andre kan slet ikke lave noget, når de har ondt i ryggen.

Fra en arbejdsmedicinsk klinik
Læs hvordan professor Johan Hviid Andersen, Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning oplever patienter med ondt i ryggen og ondt i nakke, skulder, arm

 

Forskelligt arbejde

Arbejde er forskelligt og kræver fx forskellig kondition og muskelstyrke. Det er selvfølgelig sværere for en medarbejder med tungt arbejde at fortsætte med at arbejde, hvis det hele tiden gør ondt, og lettere for en med stillesiddende eller varieret arbejde. Men selv blandt medarbejdere med samme arbejde er der nogle, der fortsætter med at arbejde trods smerter, mens andre må sygemeldes.

Krop, psyke og sociale forhold

Den arbejdsevne, vi har, afhænger både af den krop og det helbred, vi har, og sammenhængen mellem de krav, arbejdet stiller og vores fysiske kapacitet. Fx har kvinder ikke samme fysiske styrke som mænd. Og vi er også forskellige psykisk. Vi har forskellige erfaringer med sygdom, forskellige holdninger til smerte og forskellige måder at mestre eller cope med smerte på. Vi er også socialt forskellige, afhængigt af holdninger og normer i den familie og kultur, vi kommer fra og den arbejdsplads, vi er på.

Arbejdsevnen påvirkes af samspillet mellem:

  • biologiske forhold – fysisk og psykisk helbred.
  • psykologiske forhold - individuelle holdninger, sygdomsadfærd, erfaringer, copingstrategier.
  • sociale forhold – kultur, familie, arbejdsplads, samfund.

  

Mød Lise og Bo og følg med dem på arbejde



 

Sidst opdateret d. 16. september 2011.
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her