Skal man være smertefri, før man starter på job?

Lone Donbæk Jensen
Det er sjældent en god idé at vente til smerterne er helt væk, før man begynder at arbejde igen. Tværtimod er det vigtigt at holde sig i gang – også selvom det i starten er på nedsat kraft.

På arbejdsmedicinsk klinik møder vi ofte patienter – med smerter i fx ryggen – der af deres læge, fysioterapeut eller arbejdsgiver har fået at vide, at de skal være ”helt i orden” før de starter på arbejdet igen. Det er vi sjældent enige i.

Smerter i ryggen er almindelige

Smerter i ryggen og resten af bevægeapparatet er almindelige, og særligt når det gælder rygsmerter er der ofte et forløb, hvor man flere gange om året har smerter af få ugers varighed.

Hvis man holder sig i gang og fortsætter med – så vidt muligt – at gøre det, man plejer, vil smerterne som regel hurtigt fortage sig igen.

Hvornår skal man kontakte sin læge?

Patienterne skal naturligvis undersøges nærmere hvis der er tale om voldsomme eller langvarige problemer.

Når man er undersøgt, og måske er gået i gang med et træningsprogram, kan man begynde at tænke på at vende tilbage til arbejdet.

Det er forskelligt, hvor hurtigt man kan starte igen

Mange jobtyper er i dag ikke så fysisk belastende som for 10 år siden. Men det vil altid bero på en konkret vurdering, hvornår man kan komme tilbage på arbejde og i hvilket tempo.

Der findes stadig tungt arbejde som fx flyttemandsarbejde, akkordarbejde på slagteri og arbejde med tunge patienter, hvor det kan være vanskeligt at starte på nedsat kraft.

Tidsbegrænsede særordninger er ofte en mulighed

På mange arbejdspladser er det vores erfaring, at arbejdsgivere kan og vil være med til konkrete lettelser eller særordninger, hvis det er præcist beskrevet og er tidsbegrænset.

Det tidsbegrænsede er også vigtigt i forhold til kollegerne, der ikke skal leve med en måske lidt tungere arbejdsbyrde i længere tid.

Hvad kan en særordning bestå af?

I et projekt på arbejdsmedicinsk klinik havde vi gode erfaringer med, at patienten skulle pege på op til 3 konkrete problemer, som vedkommende oplevede som vigtigst i forhold til at fastholde arbejdet. De barrierer patienterne oplevede var eksempelvis:
• en sosu-hjælper frygtede en særlig tung patient
• en tømrer frygtede, at hans kolleger ville se skævt til ham
• flere patienter frygtede tiltagende lænderygsmerter i løbet af arbejdsdagen

Løsningsforslag i de 3 tilfælde var:
• sosu-hjælperen blev i en tidsbegrænset periode fritaget for den særligt tunge klient
• medarbejdere og chef i tømrerfirmaet fik af arbejdsmedicinsk klinik viden om, hvad deres kollegas rygproblemer betød
• de patienter der oplevede, at deres smerter blev værre i løbet af arbejdsdagen, fik mulighed for at ligge ned midt på dagen.

Vi tog altså udgangspunkt i, hvad patienten fandt mest belastende, og ikke hvad der er mere eller mindre ergonomisk korrekt.

Man skal turde komme i gang trods smerter

Ud over de ovenfor skitserede løsninger er det også vigtigt, at patienten tør være fysisk aktiv og også har mod på at komme tilbage til arbejdspladsen, selvom der måske stadig er smerter.

Det er vigtigt at vide, at der ikke er noget, der kan blive ødelagt i ryggen ved fysisk aktivitet, men at inaktivitet derimod er uhensigtsmæssigt og i mange tilfælde forlænger rygproblemerne.

Har du erfaring med, at du selv, din medarbejder eller kollega er vendt tilbage til arbejdet trods smerter? Eller har du fået besked på først at starte, når smerterne er væk? Del gerne dine synspunkter og erfaringer her på bloggen.  

Lone Donbæk Jensen

Lone Donbæk Jensen

Afdelingslæge
Arbejdsmedicinsk Klinik, Aarhus universitetshospital
Se profil
 
 

3 kommentarer Abonnér på kommentarer

  • FEB 12
    16
    Af C Bang
    Lovgivningsmæssigt er det defineret firkantet og skarpt: Enten er man syg. Ellers er man helt rask.
    Sådan er virkeligheden ikke.

    Som Ma skriver kan patienter ofte starte op, inden de er helt raske/smertefri.
    Da arbejdspladser er meget forskellige, er det fint at tale med lederen. Måske har virksomheden nogle ”blidere” opgaver, som man kan prøve med til opstart. Det er vanskeligt at vurdere, hvad man kan, når man ikke har prøvet belastningen.
    For mange mennesker er det godt at komme i gang igen, godt at komme ud.

    Fx kom jeg på arbejde med brækket fod i skinne, der var nogle arbejdsopgaver, som jeg kunne klare.
    Men transporten til og fra arbejde med krykker og skinne i offentlige transportmidler var jeg nødt til at afprøve først, inden ”raskmelding”. Transporten fungerede for øvrigt fint. Folk tog meget hensyn, da det var et meget synligt handicap.

    Det er vigtigt, at patienterne får ordentlig information om deres sygdom dvs. diagnose, forventet forløb, specielle hensyn, forslag til træning, komplikationer osv.
    Det kniber desværre indimellem. Det går udover patienterne, arbejdspladsen og samfundet.
     
  • FEB 12
    15
    Af C Bang, tidligere patient
    De københavnske ortopædkirurger fatter ikke problemet. De er samtidigt utroligt dårlige til at informere. Det går ud over patienterne og samfundet,

    Min historie:
    Jeg var snublet i bademåtten og fået en metatarsfraktur (den stråle, der går ud til lilletåen). På internet havde jeg læst om Jonesfrakturer, som er ekstremt langsomthelende, op til 21 måneder i modsætning til de almindelige frakturer, der heler i løbet af få uger. Jeg sikrede mig derfor med behandlingssygehuset, at det ikke var en Jonesfraktur. Jeg planlagde arbejde osv. efter at det var en almindelig fraktur. Det gik slet ikke. Det gik stabilt fremad men påfaldende langsomt.
    Det viste sig, at det var en ”Joneslignende fraktur, der opfører sig som en Jonesfraktur”, men det fik jeg først at vide 1 år senere. Sådan en ”skæv” diagnose har man ikke mulighed for at gætte som patient.

    Min praktiserende læge forstod ikke forløbet og henviste mig til ortopædkirurgerne.
    Ambulatorietiden var ½ år efter frakturen. I ventetiden var jeg blevet raskmeldt til stillesiddende arbejde. Jeg beholdt ambulatorietiden, da jeg manglede et skøn over, hvornår jeg kunne genoptage mit normale fodbelastende arbejde. Indtil da skulle jeg have projektarbejde, som også skulle aftales. Jeg havde jo gættet forkert en gang.
    I ambulatoriet medbragte jeg et gammelt røntgenbillede. Overlæge XX spurgte ikke om hvorfor jeg kom eller hvordan det gik med foden. Han tog bare det gamle røntgenbillede og kiggede omhyggeligt på det. ”Gips” sagde han. Jeg nægtede at få gips på. Dernæst ville han have at jeg kom til kontrol 8 uger efter. Jeg sagde: ”Der er noget galt, jeg er raskmeldt”.
    Så blev XX ondskabsfuld og meget dum. Han hånede mig for at jeg ikke kunne passe mit normale fodbelastende arbejde og derfor var arbejdsløs. Samtidigt gik han selv frem og tilbage på ambulatoriegulvet.
    ”Se din egen fodbelastning” sagde jeg og pegede: ”gå, vende, gå, vende, gå, vende, gå, vende…Det kan min fod ikke holde til hele dagen. Men derfor behøver jeg ikke at være sygemeldt”.
    XX sagde ikke noget. Pludselig greb han fat i foden og brækkede i den. Det gjorde vanvittig ondt og smerterne fortsatte.

    Smerterne var helt anderledes end fraktursmerter og fortsatte. XX var ligeglad udover han udleverede en skinne, kom med diverse bortforklaringer. Så jeg skiftede behandler.
    Det viste sig at XX havde beskadiget den sene, der hefter i frakturen. Senen blev opereret 1 år efter skaden. Seneskaden gav 16 måneders sygemelding og et langt efterforløb. Jeg kan stadig ikke passe mit tidligere fodbelastende arbejde.

    Sagen blev indsendt til patientombuddet og patienterstatningen. På det tidspunkt vidste jeg stadig ikke hvad jeg fejlede oprindeligt og heller hvad den nytilkomne skade var, så min fremstilling har nok været rodet.
    XX har ikke skrevet i journalen, at jeg kom for at få information (han spurgte ikke ad og fik det aldrig at vide). Lægerne skriver bare af efter journalen, det kommer der nogle ejendommelige teorier ud af og enorme mængder vås. De påstår også, at XX ikke har brækket så hårdt i foden osv.
    Disse teoretiske ortopædkirurger forstår slet ikke, at patienter har behov for information, diagnose og forventet forløb, også hensyn til arbejdsplanlægning. Sidstnævnte er ejendommeligt, da deres eget arbejde er fodbelastende.
    Så sagen er afvist begge steder.

    Bortset fra XX og de teoretiske læger har jeg fået god behandling. Information skal man dog hale ud af lægerne.
     
  • FEB 12
    14
    Af Tina Johansen, Selvstændig arbejdsmiljørådgiver
    Jeg er helt enig i det ovenstående. Som selvstændig havde jeg selv ingen sygefravær da jeg beskadigede knæet for et par år siden, men indrettede mine arbejdsgange, efter det beværlige ben. Min mand har haft tre diskosprolapser, ingen operation, kun fysioterapi en periode. Og så til stadighed, daglig vedligeholdelse af rygøvelser. I de smertefulde perioder har han passet sit arbejde, efter fysioterapeutens anbefalinger, men udlagt visse opgaver til andre, og haft lidt kortere arbejdsdage. Selvfølgeligt kan andre voldsommere faktorer spille ind end vores, men langt hen ad vejen spiller firmakultur og personlig indstilling meget ind, i forhold til dette spørgsmål.
     
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her