Medarbejderne i Odense Madservice er blevet mere bevidste – både om deres kroppe og om deres eget værd.
Gymnastik mellem gryderne
”Op med hænderne, sving overkroppen fra side til side”, lyder det til tonerne fra ”My girl” på cd-afspilleren under køkkenbordet. Kun de to helt nye elever tøver lidt, inden hænderne kommer op. De øvrige 12 medarbejdere i Odense Madservice svinger rutineret armene til musikken.
– Det er næsten som at være til koncert, vi mangler bare lighterne, bemærker en.
Der er plads til grin og skæve kommentarer, når medarbejderne samles til fælles ti-minutters gymnastik mellem gryder og køkkenborde i det store køkken. Det har de gjort siden 2005. I perioder hver dag. I andre perioder kniber det lidt med at få samling på tropperne, fordi fx en ny pakkemetode skal indarbejdes. Men efter et stykke tid er der altid en, der tager initiativet på ny. Typisk fordi hun har fået ondt i skulderen eller lænden. Eller fordi køkkenet har indkøbt en ny cd med øvelser.
Musklerne løsnes
Når medarbejderne i køkkenet giver sig tid til øvelserne, som især retter sig mod musklerne i nakke, skulder og lænd, så kan de mærke forskellen.
Alle er blevet meget bevidste om, at vi skal passe på os selv og hinanden
- De ti minutter gør, at man får løsnet musklerne. Man spænder meget i løbet af dagen uden at lægge mærke til det. Ti minutter er ikke meget, men de kan virkelig mærkes, siger Gitte Buur, der er ernæringsassistent og arbejdsmiljørepræsentant.
Hendes kollega, Vivi Johansen, er enig:
- Øvelserne betyder, at jeg kan arbejde uden at få så ondt, at jeg må sygemeldes. I begyndelsen var vi lidt forlegne. Nu er vi ligeglade. Vi ser jo alle fjollede ud, siger Vivi Johansen, som også laver øvelserne derhjemme foran fjernsynet, når hun venter på bussen og i køen i supermarkedet.
Sygedagene faldt til det halve
Vivi Johansen har tidligere været sygemeldt på grund af problemer med ryg og skulder. Nu undværer hun nødigt en arbejdsdag.
Det er hun ikke ene om. For fem år siden havde medarbejderne i gennemsnit 20 sygefraværsdage om året. Nu har de under det halve. Det skyldes dog ikke kun øvelserne, selv om de har stor betydning for medarbejdernes velbefindende.
- Et køkken er en hård fysisk arbejdsplads med meget ensidigt gentaget arbejde. Også selv om vi har fået mange nye hjælpemidler som fx eldrevne rørearme til gryderne. Der er altid nogen, der døjer med noget i bevægeapparatet. Så vi er opmærksomme på at rokere, så ingen laver det samme hele tiden, fortæller cheføkonoma Jette Eggers, som sammen med medarbejderne tog initiativ til at sætte fokus på kroppen, da to køkkener i 2008 blev lagt sammen til Odense Madservice.
Hun ønskede, at medarbejderne skulle styrke både deres kropsbevidsthed og selvværd.
- Målet er, at de skal have et godt liv uden nedslidning og skader. Vi fik en ergoterapeut til at observere dem under arbejdet og give dem råd om, hvordan de kan arbejde hensigtsmæssigt og passe på kroppen, siger Jette Eggers.
Små og sjældne arbejdsskader
I dag bliver der passet godt på kroppene i køkkenet i Odense. Ud over en arbejdsmiljørepræsentant har køkkenet tre ambassadører, en for hvert team, som frivilligt har meldt sig til at holde øje med sine kolleger. En af dem er ernæringsassistent Dagny Kristensen, der har ni kolleger i sit team.
- Hvis jeg ser en kollega løfte en kasse, som man bør være to om, så siger jeg det til hende. Og de tager pænt imod det. I det hele taget er alle blevet meget bevidste om, at vi skal passe på os selv og hinanden. For vores egen, ikke for ledelsens skyld, siger Dagny Kristensen.
Et af resultaterne er, at det er sjældent, der er alvorlige arbejdsskader i køkkenet. Som regel er det små skader, som skyldes uopmærksomhed, fx en finger i en ovndør eller fald på et glat gulv.
Ansvar og medindflydelse
Også selvværdet er blevet styrket.
- Medarbejderne havde brug for at få at vide, at det, de laver, er betydningsfuldt. Det er tit sådan med køkkenfolk, at de ikke gør meget væsen af sig. De er meget beskedne og taler ikke gerne om deres arbejde, siger Jette Eggers.
Sådan er det ikke længere i det store køkken. Samtidig med, at medarbejderne fik fokus på deres egen sundhed med sundhedstjek og vejledning, fik de ansvar og medindflydelse på deres arbejde. Nu arbejder i de team med ansvar for hver deres område.
- Før var det lederne, der bestemte og vidste det hele. Nu har vi overblikket i teamene og koordinerer opgaverne med hinanden. Vi er flere, der bærer i flok, og alle har ansvar for, at tingene fungerer, siger Vivi Johansen.
Tekst: Annie Hagel