Siddende, gående og stående arbejde

Man får ikke ondt i ryggen af at gå, stå eller sidde ned. Den ergonomisk korrekte siddestilling findes ikke.

Man får ikke ondt af at gå eller stå

At gå og stå er nogle af mennesket mest naturlig aktiviteter, som kroppen og ryggen er indrettet til gennem årtusinders evolution. Man får da heller ikke ondt i ryggen af at gå eller stå i længere tid.

Man får ikke ondt af at sidde ned

Man får ikke ondt i ryggen af at sidde ned (i længere tid), hvilket ellers er en almindelig opfattelse. Men at sidde lang tid i samme stilling kan måske forværre en rygsmerte, som er til stede i forvejen. I den situation er det fornuftigt at variere sin siddestilling og komme op og bevæge sig regelmæssigt.

Den korrekte siddestilling findes ikke

Der er ikke noget, som tyder på, at der findes én ergonomisk korrekt siddestilling, hvis man vil undgå at få ondt i ryggen. Det vigtige er, at man varierer sin siddestilling, og finder måder at sidde på, som føles behagelige for én selv.

Kørsel – moderne sæder tager vibrationerne

At køre er forskelligt fra bare at sidde ned på en stol, fordi det medfører vibrationer og ukomfortable siddestillinger. Man bruger også benene, mens man kører, og er udsat for stød fra vejen og accelerationer.

Undersøgelser sandsynliggør, at der er en risiko for at få rygsmerter ved at køre og en begrænset risiko for diskusprolaps. Heldigvis begrænser moderne sæder vibrationerne til det laveste praktisk mulige niveau. Derfor er der ikke meget, som tyder på, at der opstår rygproblemer ved kørsel, når man anvender moderne vibrationsdæmpende sæder.

Sidst opdateret d. 13. december 2011.
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her