Der er en sammenhæng mellem fysisk tungt arbejde og smerter i nakke og skuldre. Det viser international forskning.
Tungt arbejde kan give smerter i muskler og led
Fysisk tungt arbejde er traditionelt blevet forbundet med en risiko for at få ondt i muskler og led, men man har været uenige om, hvor stor risikoen egentlig er for at få smerter af det tunge arbejde.
I 2009 fremlagde en ekspertgruppe imidlertid en gennemgang af den eksisterende viden om risikoen for at få ondt i muskler og led i forbindelse med fysisk tungt arbejde. Resultaterne blev udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i ’Hvidbog om risikofaktorer knyttet til fysisk tungt arbejde’.
Følgende forhold gør sig, ifølge ekspertgruppen, gældende, når man ser på smerter og besvær i nakke og skuldre:
Arbejdsstillinger og ondt i nakken
Der er dokumenteret en sammenhæng mellem arbejde med foroverbøjet nakke og smerter i nakken. Det har dog ikke været muligt at fastlægge grænser for, hvor meget nakken må bøjes, eller hvor længe man kan arbejde med foroverbøjet nakke, før man får ondt.
Arbejde med løftede arme og sene-muskellidelser i skulderen
Der er dokumenteret en sammenhæng mellem arbejde med løftede arme og sene-muskellidelser i skulderen. Det har heller ikke her været muligt at fastlægge egentlige grænser for, hvor meget man kan tåle at arbejde med løftede arme. Det gælder både hvor meget, og hvor længe armene er løftede.
Gentagne, kraftbetonede bevægelser i skulderen og sene-muskellidelser
Der er dokumenteret en moderat sammenhæng mellem arbejde, som involverer gentagne, kraftfulde bevægelser i skulderen og sene-muskellidelser i skulderen. Det har ikke været muligt at fastlægge grænser for, hvor mange gentagne bevægelser skulderen kan tåle og med hvilken kraft.
Se resumé af ’Hvidbog om risikofaktorer knyttet til fysisk tungt arbejde’