Smerte er mere end smerte

Viden, erfaringer og social sammenhæng

De fleste reager ikke kun passivt eller kun aktivt på smerte. Som regel er der tale om en kombination. Hvordan vi reagerer afhænger af vores egen krop og psyke, og den viden og de erfaringer, vi har. Men vores reaktion påvirkes af de sammenhænge, vi lever og arbejder i.

Hvis fx normen i familien er, at når man har ondt, skal man bide tænderne sammen og fortsætte med at arbejde, er det svært at reagere som den passive type. Hvis kulturen på arbejdspladsen er, at det er bedst at gå hjem, når man har ondt og ikke komme igen, før man er rask, kan det være svært at reagere som den aktive type.

Dertil kommer, at vi alle er påvirket af den holdning til sundhed og sygdom, som er den dominerende i det samfund og den kultur, vi er vokset op i.

Holdning og overbevisning

Ifølge John Ektor-Andersen, dr. med. og specialist i smertelindring er det ikke smerterne i sig selv, der får nogle til at reagere aktivt og andre passivt. Det er de holdninger og overbevisninger, vi har, der får os til at reagere forskelligt.
 
Langt de fleste lærer at leve med smerten og fortsætter med at være aktive. John Ektor-Andersen vurderer, at mellem 25 og 75 procent af alle voksne i den arbejdsduelige alder har mere eller mindre konstant smerter i ryggen i en eller anden grad.

De 25 procent er dem, som har været mest besværet af smerter. Når de er 45 år gamle, har de i gennemsnit haft ondt i 13 år. Det seneste år har de kun haft korte perioder, hvor de erindrer, at de var smertefrie. Det seneste døgn har de haft enkelte timer med smertefrihed. Deres oplevelse af smerter er den samme, uanset om de arbejder mellem 30 og 40 timer om ugen, eller om de er langtidssygemeldte og førtidspensionerede. 

Overbevisning og tro

Vi har hver især vores egne holdninger til smerte, overbevisning om hvad smerter i muskler og led skyldes og tro på, hvad der virker. Nogle holdninger deler vi med andre i familien, med venner og kolleger. Andre har tæt sammenhæng med personlige erfaringer og viden.

I vores holdning til smerter og sygdom indgår typisk fire elementer:

• Overbevisning om hvad meningen er med sygdom og smerte.
• Tro på hvor længe sygdommen varer ved, og hvad den ender med.
• Forventede konsekvenser for liv og arbejde.
• Tro på hvordan man bedst forholder sig til sygdom og smerte, herunder personligt ansvar og forventninger til sundhedsvæsenet.

I holdninger til smerter i muskler og led indgår også troen på, om det er bedst at holde sig i ro derhjemme, indtil smerten er forsvundet, eller gå på arbejde, selv om det stadig gør ondt.  

Frygt for smerte

Frygt er en naturlig reaktion på smerte. De fleste menneskers umiddelbare reaktion på ondt i muskler og led er at forsøge at undgå den situation, som synes at være årsag til smerten. Det kan være fornuftigt nok til et vist punkt og i visse sammenhænge, fx hvis smerten hænger sammen med at løfte noget meget tungt.

Men hvis man af frygt for at få ondt bevæger sig stadig mindre, er der risiko for, at smerterne bliver værre. Man risikerer, at smerterne udvikler sig i en ond cirkel, hvor det hele tiden bare bliver sværere at bevæge sig, og det gør stadig mere ondt, når man gør det. Det bliver smerten, der styrer livet. Efterhånden bliver man mere passiv og trækker sig tilbage fra det sociale fællesskab. Melder sig syg, siger nej til familiefester osv.

Modsat hvis man trodser smerten og bevæger sig, så meget man kan og hele tiden mere og mere, er der mulighed for, at smerten bliver mindre og måske helt forsvinder. Chancerne for et godt og aktivt liv vokser. 

 

Coping – at leve med smerten

Hvordan lærer man så at leve med smerten og ikke lade smerten styre livet? Det handler om, hvad man helt konkret gør, når man får ondt. Det kan være, at man søger professionel hjælp, hviler eller begynder at motionere, søger viden om hvad smerte er, melder sig syg eller tager medicin. Det kaldes også mestring eller coping og kan ses som den strategi, man vælger, for at mindske ubehaget og håndtere sit problem bedst muligt.

Sæt et mål

For undgå at komme ind i den onde smertecirkel, er det nødvendigt at sætte nogle meget konkrete mål. Det er fx ikke nok at sætte som mål, at jeg vil have det bedre, være gladere, have lyst til fysisk aktivitet. Målene skal være mere konkrete som fx:

• Jeg vil løbe en halv time hver dag.
• Jeg starter med at gå en halv time den første uge.
• Næste uge kombinerer jeg løb og gang.

Ideen er at ændre adfærd trin for trin efter konkrete og opnåelige mål. Nogle vil kunne sætte sine egne mål og motivere sig selv til at nå dem. Andre har brug for opbakning fra familie, venner, kolleger eller ledelsen på arbejdspladsen. Og nogle vil have brug for professionel hjælp fra fx en læge eller fysioterapeut.
Er smerterne kroniske, er professionel behandling nødvendig.

Smerter kan være stressende. Læs om hvordan man håndterer stress på frastresstiltrivsel.dk 

Arbejdet hører med

Hvis man har smerter i muskler og led, kan det være nødvendigt at ændre på arbejdsforhold for ikke at gøre smerten værre. Det kan fx være ergonomiske tilpasninger, mere varierede opgaver eller flere pauser. Det afgørende er, at arbejdspladsen er med fra begyndelsen, og at den, der har smerten, har indflydelse på, hvilke ændringer der skal til.

Forebyggelse i tre led