Sygemelding kan gøre problemet større

Det er vigtigere, at se på muligheder end begrænsninger

Ingen forklaring eller sikker behandling

Hvis man alene fokuserer på sygdom, betyder det, at man vil forsøge at finde en diagnose og en behandling for det, der gør ondt. Men for de fleste former for smerter i led og muskler findes der ikke en enkel forklaring og derfor heller ikke en sikker behandling.

En sygemelding i kort tid kan være nødvendig, men en sygemelding er ikke en behandling. Tværtimod giver lang tids sygemelding risiko for, at den sygemeldte fastholdes i udsigtsløse og skiftende behandlinger og dermed øger sin risiko for langtidsfravær og udstødning af arbejdsmarkedet. 

Arbejdspladsen får en positiv rolle

Når fokus i stedet rettes mod arbejdsevne, og det der påvirker den, betyder det, at medarbejder og leder sammen skal se mere på muligheder frem for begrænsninger i forhold til arbejdet.

På den måde får arbejdspladsen en positiv rolle i at sikre, at medarbejderen bevarer og styrker sin arbejdsevne.

Det kræver, at arbejdsgiveren sætter rammerne for, at ledelsen sammen med medarbejderen kan finde den måde at tilpasse arbejdet på, som bedst understøtter den pågældende medarbejders arbejdsevne.

Tilpasset arbejde

For at understøtte medarbejderens arbejdsevne og mulighed for at blive i arbejde kan det være nødvendigt at tilpasse arbejdspladsen og arbejdet til personen.

Det kan fx dreje sig om ergonomisk tilpasning af bord og stol, undervisning i arbejdsstillinger, løfte- og forflytningsteknik, tilrettelægge arbejdet på en anden måde, give mulighed for flere pauser, andre opgaver eller kortere arbejdstid i en periode. Alt afhængigt af hvilken slags arbejde der er tale om, og hvor meget og hvad den enkelte medarbejder kan.

Indflydelse er afgørende

Ifølge den nyeste viden på området er det afgørende ikke, hvilke konkrete tilpasninger, der er tale om. Derimod er det afgørende:

  • at de ergonomiske tilpasninger ikke står alene
  • at medarbejderen er med til at beslutte, hvad der skal ske  
  • at medarbejderen er tilfreds med den måde, hans eller hendes arbejdsplads er indrettet på og den måde, arbejdet er tilrettelagt på.

 

Ergonomisk løsninger er ikke nok

Tidligere troede man, at ergonomiske løsninger som hæve/sænkeborde, indstillelige stole og forskellige hjælpemidler kunne forebygge problemer med muskler og led. Men det har nu vist sig, at det kan de kun i et vist omfang, fx når det gælder tunge løft.

Indretning og tilpasning af arbejdspladsen kan ikke alene forebygge de problemer med ryg, nakke, skulder og arme, som de fleste får i en eller andet udstrækning. Men ergonomiske tilpasninger kan være med til at forebygge, at problemer med muskler og led bliver værre, når de først er opstået. Især når de kombineres med fysisk aktivitet.

  

Hvis du vil vide mere:
Sidst opdateret d. 29. marts 2011.
 
 
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her