Ondt i ryggen og hvad så med jobbet?

Johan Hviid Andersen
De fleste af os får ondt i ryggen ind imellem. Det er uklart, hvorfor vi får ondt, og hvor i ryggen smerterne kommer fra. Men man ved i dag, at den bedste kur mod rygsmerter er at holde sig fysisk i gang. Det kan indebære, at man får tilpasset sine arbejdsopgaver, indtil ryggen har det bedre.

At have ondt i ryggen er meget pinefuldt: Alle bevægelser gør ondt, man kan ikke snøre sine sko, og hvis man bøjer sig forover, bliver det værre. Mange kender det, ja, det er faktisk unormalt at gå igennem et år uden at have haft rygsmerter. Har jeg en diskusprolaps? Eller er det endnu værre? Er det kræft, som har bredt sig til ryggen et eller andet sted fra i min krop? Det er det meget, meget sjældent.

Rygsmerter er som en forkølelse

Mere end 8 ud af 10, som får ondt i ryggen, har ondt uden at der findes et specielt navn eller en diagnose for smerten. Det er almindeligt og for de fleste en ting som kommer og går ligesom forkølelse, hovedpine, forstoppelse og det modsatte. Vi kan ikke undgå at få ondt i ryggen, men vi kan tackle det bedre, hvis vi ved, at det for det meste er en tilbagevendende knibe, vi kommer i, og som vi kommer ud af igen.

De fleste har ondt i løbet af et år

Der er forsket rigtig meget i rygsmerter de sidste 30 år, fordi smerter i ryggen i vores kultur af mange opfattes som et signal om, at det nu er rigtig galt med mig – jeg har fået en rygskade, og hvordan vil det gå mig? Undersøgelser af store befolkningsgrupper viser, at de fleste får ondt i løbet af et år - om ikke i ryggen, så måske i nakken, skuldrene, knæ eller arme, men de fleste får kun lidt ondt, færre får mere ondt, og få får meget ondt. De fleste slipper af med det igen i løbet af dage til uger, men det vender måske tilbage næste år eller året efter.

Man ved ikke, hvor smerterne sidder

Vi kan ikke udpege det sted, hvor smerter i ryggen kommer fra. Der er mange strukturer i og omkring ryggen, som kan udløse smerter, men ingen undersøgelser kan i dag finde det præcise sted. Røntgenundersøgelser af ryggen viser kun knogler, og vores knogler, herunder rygsøjlen, forandres gennem hele livet, specielt når vi bliver ældre. Og der er ingen sammenhæng mellem de forandringer, man ser på røntgenbilledet og graden af smerter. Det ved vi fra store undersøgelser, hvor forskellige befolkningsgrupper har fået taget et røntgenbillede.

Uklart, hvorfor vi får ondt

Vi ved heller ikke, hvorfor vi får ondt i ryggen. I mange år har den almindelige forståelse været, at vi har skadet ryggen, fordi vi har løftet for meget, slidt og slæbt i årevis. Det er der ikke gode videnskabelige holdepunkter for. Der er ingen tvivl om, at hårdt fysisk arbejde forværrer rygsmerter, men vi har ikke sikker baggrund for, at det er det hårde arbejde, som er årsagen til vores ondt i ryggen.

Det vigtige er at holde sig i gang

Det er måske også ligegyldigt, fordi der ikke er tvivl om, at når vi har ondt i ryggen, skal vores arbejde tilpasses et stykke tid, indtil ryggen har det bedre. Men der er heller ikke tvivl om, at med vores nuværende viden er det vigtigt at holde sig i gang, selvom man har ondt. Måske holder man sig i ro nogle dage, begynder gradvist at bevæge sig noget mere, påbegynder måske arbejdet på nedsat tid, og så vender man i løbet af uger tilbage til sin normale arbejdsgang.

Arbejdsopgaverne skal tilpasses

Der kan i visse tilfælde selvfølgelig være arbejdsopgaver, som ikke er hensigtsmæssige og som bør ændres på en realistisk facon. Det kan dreje sig om at bruge hjælpemidler til løft, automatisering af arbejdet og forandringer af den måde, arbejdet er organiseret på.

De fleste tackler rygsmerter fornuftigt

Ovenstående handler om almindelig ondt i ryggen, og det behøver man ikke gå til læge eller anden behandler med. Det gør de fleste heller ikke, de tackler det med sund fornuft. Det er dog også klart, at hvis man har ondt i flere måneder, og hvis smerten ikke giver sig gradvist af sig selv, bør man kontakte sin egen læge for at få råd og vejledning.

Er du enig i mit syn på ondt i ryggen, eller har du andre synspunkter på, hvorfor vi får ondt i ryggen, og hvordan vi håndterer det? Og har du oplevet, hvordan smerter i ryggen påvirker og påvirkes af jobbet, vil jeg meget gerne høre om det her på bloggen.

Johan Hviid Andersen

Johan Hviid Andersen
Foto af Johan H. Andersen
Forskningschef på
Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning
Se profil
 
 

8 kommentarer Abonnér på kommentarer

  • DEC 11
    21
    Af Ditte Vagn Madsen, Kommunikationsmedarbejder
    Kære René H. Sørensen

    I forhold til dit specifikke tilfælde, med de smerter du oplever og dine motionsvaner, vil jeg anbefale dig at kontakte gigtforeningens telefonrådgivning:

    Ring 39 77 80 80
    Man-tor 9-16, fre 10-15

    De er de bedste til at rådgive om denne type specifikke spørgsmål.

    Mvh Ditte Vagn Madsen
    Kampagnen Job&Krop

     
  • DEC 11
    18
    Af René H.Sørensen, Selvstændig eksport virksomhed
    Som tidligere eliteatletikløber vil jeg være meget
    ked af at skulle opgive min ugentlige løbetur i skoven.

    Mange års lændesmerter samt konstateret slidgigt
    giver mig behov for at vide om løbemotion er skadeligt for ryggen /lænden.


     
  • AUG 11
    29
    Af Anne
    awsdasdasd dda ad sddasd
     
  • JAN 11
    12
    Af Johan Hviid Andersen, Professor, overlæge
    Spørgsmålet om siddende arbejde og ondt i ryggen har for nylig været genstand for en Canadisk forskergruppes gennemgang af de undersøgelser, som har belyst sammenhængen mellem siddende arbejde og ondt i lænderyggen. (The Spine Journal 10 (2010) 252–261). De finder ikke nogen sammenhæng mellem siddende arbejde og ondt i lænderyggen når de vurderer den videnskabelige litteratur, baseret på 24 undersøgelser i alt. Det er således lidt af en myte at 'stillesiddende arbejde er en dræber for ryggen!'

    Det står dog ikke i modsætning til de rigtige kommentarer om at det er vigtigt at holde sig fysisk i gang. Der er det. Både af hensyn til ryggen og kroppen i øvrigt. Der er ikke i dag et sikkert grundlag for at pege på nogen bestemt form for træning, øvelser eller lignende. Så, det er lidt op til den enkelte at finde den træningsform, som passer bedst til hende eller ham. Generelt kan man vel anbefale en kombination af muskelstyrkende øvelser i kombination med konditionstræning. For den enkelte person tror jeg personligt, at denne træning lige så godt kan være varieret havearbejde, løb i skoven, cykling og deltagelse i holdspil som det kan være mere systematiseret fitness og specielt designede programmer. Der er ikke belæg for at det ene er bedre eller værre end det andet. Hvor meget fysisk aktivitet der kræves vil blive genstand for en kommende diskussion her i jobogkrop.dk
     
  • DEC 10
    23
    Af Ingo Hahn, Ergoterapeut, Arbejdsmiljøkonsulent
    Johan og Charlotte har fat i en vigtig pointe. Man skal ikke underkende betydningen af målrettet træning af ryggens muskler. Både musklernes udholdendhed, styrke og koordingering. Det vil i mange tilfælde kunne forebygge rygproblemer og ofte også medvirke til at behandle eller modvirke en forværring af ryggener. Hvorvidt en fysioterapeut eller en kiropraktor er bedre til at tilrettelægge et specifikt træningsprogram vil jeg ikke rode mig ud i.
     
  • DEC 10
    21
    Af Jesper Peter, Faglærer
    Min erfaring med behandling er at en fysioterapeut er bedre til at behandle både muskler og skelet. For øjeblikket går jeg til behandling for piskesmæld efter en bilulykke og der bliver taget hånd om både ryg og nakke; eller måske er det bare min terapeut der er dygtig
     
  • DEC 10
    21
    Af Anonym
    Jeg er meget uenig i at man ikke behøver at gå til behandler - det må være et individuelt skøn og afhængig af evt. forhistorie. Personligt har jeg endog meget stor glæde af kiropraktor behandlinger når ryggen "sætter sig". Jeg kan også klart tilslutte mig Charlotte Larsens indlæg - stillesiddende arbejde er dræbende for ryggen!
     
  • DEC 10
    17
    Af Charlotte Larsen, Fysioterapeut
    Jeg tænker en anden årsag til mange rygsmerter er det siddende arbejde ved computere eller lignende. Det er vigtigt at få rejst sig mange gange i løbet af dagen og få strakt sin ryg og nakke ordentligt ud.
    Derudover mener jeg at man kan sænke risikoen for at få ondt i ryggen ved at være fysisk arktiv med træning eller lignende i sin fritid.
     
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her