Stillesiddende arbejde med computer kan give smerter i nakke, skulder og arm. For at forebygge smerter er det vigtigt at vide, hvad det er i computerarbejdet, der skaber problemer.
Fastlåste arbejdsstillinger og for lidt variation
Computerarbejde er et præcisionsarbejde, hvor man gentager mange små bevægelser uanset, om man bruger tastatur eller mus. Der er ikke mange muligheder for variation, og det medfører typisk, at man arbejder i fastlåste arbejdsstillinger.
Smerter i nakke, skulder, arm og hånd
I forbindelse med computerarbejde får man oftest smerter i nakken, men mange får også ondt i skulder, underarm, hånd eller håndled.
4 risikofaktorer ved computerarbejde
4 forhold ved computerarbejdet øger i særlig grad risikoen for at få ondt i nakke og skuldre:
- Langvarigt computerarbejde: Hvis man arbejder ved en computer i over halvdelen af arbejdstiden, er der langt større risiko for at få besvær i nakke, skulder, underarm, hånd eller håndled, end hvis man højst bruger computer i 1/4 af arbejdstiden. Og risikoen for at udvikle besvær i hånd eller håndled er højest, hvis man arbejder ved en computer i mere end 3/4 af arbejdstiden.
- Lav indflydelse i arbejdet: Computerbrugere, der oplever lav indflydelse i arbejdet, har en større risiko for at få besvær i både nakke og hånd/håndled – uanset om de anvender en computer meget eller lidt. Det gælder fx personer, der arbejder i callcentre.
- Høje sensoriske krav: Høje krav til præcision, opmærksomhed og syn ser ud til at øge risikoen for at få besvær i hånd/håndled. Høje sensoriske krav finder man bl.a. ved opgaver som callcenter og grafikbearbejdning.
- Indretning af arbejdspladsen: En større undersøgelse viser, at flere kvinder har nakkebesvær, hvis deres computerskærm er placeret højt – dvs. med skærmens øverste kant over øjenhøjde. Og hånd- og håndledsbesvær var hyppigere blandt mænd, som ofte blev blændet eller generet af reflekser i skærmen.
Læs mere om, hvorfor vi kan få ondt når vi arbejder ved computer