Som kolleger har I stor indflydelse på kulturen på arbejdspladsen. I kan støtte hinanden og den kollega der får ondt.
I kan støtte hinanden
Som kolleger har I stor indflydelse på kulturen og arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. I kan påvirke hinandens holdninger til fx motion og til det at have ondt. Det har stor betydning for den enkelte, om holdningen er, at man helst skal gå hjem og sygemelde sig, hvis man har smerter – eller om I er enige om, at det er bedst at blive på arbejde. Også selv om det kan indebære, at I skal fordele opgaverne anderledes.
Det er også jer der ved, hvor skoen trykker, og kan komme med forslag til andre måder at organisere arbejdet på, og hvad der skal til for at skabe et godt fysisk, psykisk og socialt arbejdsmiljø.
Fælles motion
I det daglige kan I tage initiativer til fælles motion eller fx elastiktræning. Og arbejdsmiljørepræsentanten kan stille forslag om ændrede måder at tilrettelægge arbejdet på, som generelt tager hensyn til muskler og led - eller som aflaster en bestemt kollega med smerter. Ligesom I kan foreslå bedre rammer for fysisk aktivitet i tilknytning til arbejdspladsen.
Se på helheden
Generelt kan I i hverdagen og i arbejdsmiljøarbejdet bruge den forståelse, der ligger bag den såkaldt bio-psyko-sociale model. Det vil sige inddrage både de fysiske, ergonomiske, psykiske og sociale forhold i alle beslutninger og initiativer. Det gælder også i forhold til den kollega, der har ondt.
Når en kollega får smerter i muskler og led
- Vis forståelse. Ondt i ryg, nakke, skulder eller arm er ikke en alvorlig sygdom, men smerterne kan være voldsomme.
- Støt ham eller hende i at blive på arbejde.
- Hjælp med at aflaste opgaver, hvis I kan.
- Hjælp med at finde andre muligheder at løse belastende opgaver på.
- Overvej, om der er noget i måden, arbejdet er organiseret på, som kan forværre problemet, og som kunne gøres anderledes.
- Måske er I flere med omtrent samme slags smerter – skal der en fælles løsning til?
- Tag initiativ til fælles fysisk aktivitet, fx pausegymnastik eller elastiktræning
- Tal med nærmeste leder og arbejdsmiljørepræsentanten om mulighederne.
- Hvis en kollega må melde sig syg, så hold kontakt med vedkommende.
Læs også: