Fælles praksis for forflytninger

Vanskelige forflytninger

Opgaver som tandbørstning og tøjskift på beboerne er en daglig udfordring for personalet på botilbuddet Taxhuset i Tåstrup. Taxhuset er et botilbud for voksne med vidtgående fysiske handicap og senhjerneskade. Det indebærer at husets beboere ofte er ude af stand til at kommunikere, samarbejde og hjælpe til selv. Arbejdet i Taxhuset er derfor fysisk krævende for personalet.

- Jobbet her er hårdt, og hvis man ikke passer på sig selv, kan man hurtigt komme til skade. Vores beboere er meget forskellige, og derfor er det vigtigt, at man ved, hvem der skal løftes, og hvem der kan hjælpe til selv, siger Nevim Yoshim, der har arbejdet som social- og sundhedsassistent i Taxhuset i ca. et år.

Og netop forflytninger kan være vanskelige, fortæller en af Taxhusets fysioterapeuter:

- Det er ekstremt vigtigt, at personalet kender beboernes behov og ved, hvordan de skal håndteres. Vi har fx en høj beboer, som er meget spastisk. Hvis man håndterer ham forkert, bliver han helt stiv i kroppen, han bliver bange, og det gør ondt på ham. Og så er han svær at flytte, siger fysioterapeut Karin Martens.

Projekt om forflytning og kultur

Tilbage i 2005 søsatte Branchearbejdsmiljørådet Social & Sundhed det et-årige projekt ”Forflytning i et bredere perspektiv” i Taxhuset. Baggrunden for projektet var, at en del medarbejdere klagede over ondt i ryggen, samt at forflytninger var et væsentligt tema i den seneste Arbejdspladsvurdering (APV). 

Projektet skulle skabe en bedre praksis for forflytninger i Taxhuset. Målet var at gøre op med en kultur på arbejdspladsen, hvor hver enkelt medarbejder arbejdede selvstændigt og glemte at passe på sig selv.

Gennem projektet skulle personalet lære at se Taxhusets forflytningspraksis som et fælles arbejdspladsanliggende, hvor ændringer sker, når både arbejdspladsen som helhed og den enkelte medarbejder tager ansvar.

Åben dialog

For at forbedre samarbejdet i Taxhuset blev der i projektet sat fokus på at skabe en mere åben dialog mellem medarbejderne, bl.a. for at gøre det nemmere at bede hinanden om hjælp.

- Vi er som mennesker meget forskellige, og nogen har det bedst med ikke at bede om hjælp, men vil hellere klare opgaverne selv. Det kan handle om mange ting, men bl.a. følelsen af, at det er hurtigst at gøre det selv, kan være svær at ændre. Projektet fra 2005 gav god opmærksomhed på dette, men det kræver et stadigt fokus i medarbejdergruppen og hos ledelsen at arbejde med den problematik, siger Karin Martens.

Makkerpar

Som en del af projektet begyndte personalet at arbejde tæt sammen i faste makkerpar for at hjælpe hinanden med forflytninger, konkrete plejeopgaver og andre opgaver for beboeren.

Samarbejdet skulle bl.a. have fokus på gensidig hjælp ved belastende forflytninger og på gensidig feedback på håndteringen af beboeren og arbejdsstillinger. Feedbacken skulle baseres på åbenhed, nysgerrighed og dialog med spørgsmål til hinandens praksis.

Modellen med makkerparrene bliver i dag anvendt, når der kommer nye medarbejdere i Taxhuset, men er ikke længere en del af husets daglige praksis. Den nye medarbejder bliver tilknyttet en erfaren medarbejder i fire dage. Her lærer den nytilkomne beboerne at kende og bliver sat ind i, hvilken forflytningspraksis der fungerer i forhold til de enkelte beboere.

For Nevim Yoshim var den indledende oplæring fra en erfaren kollega helt afgørende.
 
- Jeg lærte en hel del de første dage, hvor jeg arbejdede sammen med en kollega, der har været her et stykke tid. Hvis jeg ikke havde fået den her undervisning, var jeg nok stoppet allerede, for jobbet er så hårdt, hvis det udføres forkert. Jeg bruger faktisk det, jeg har lært hver dag, siger Nevim Yoshim.

Grundig oplæring i forflytning

Udover makkerpar-ordningen får alle nyansatte medarbejdere også tre timers undervisning i forflytningsteknikker af en af husets fastansatte fysioterapeuter, inden de bliver sluset ud på stuerne. På kurset bliver de sat grundigt ind i Taxhusets forflytningshandleplaner, der ned til mindste detalje beskriver, hvilke beboere der kan forflyttes af én plejer, hvem der kræver to, hvor der skal bruges lift, og hvor meget beboeren selv kan hjælpe til med.

- Selvom man kommer direkte fra Social- og Sundhedsskolen og har lært de nyeste teknikker, så er det alligevel anderledes her i virkeligheden. Vores beboere er lammede og spastiske, og de er svære at arbejde med. Det er nødvendigt, at medarbejderne lærer de mest hensigtsmæssige forflytningsteknikker, især i arbejdet omkring beboernes senge, som let kan give ømme rygge, hold i nakken og skulderproblemer, hvis de udføres forkert, siger Karin Martens.

En af de store udfordringer i Taxhuset er at sikre videndeling mellem de forskellige vagthold. For at imødekomme det, har aftenpersonalet hver anden måned mulighed for at trække på en af husets fysioterapeuter, som ellers normalt kun arbejder i dagtimerne. Gennem undervisning, diskussion og fælles problemløsning oparbejder aftenvagterne mere viden, mens fysioterapeuterne samtidig får vigtig viden om beboerne, som ikke altid har samme formåen om aftenen, som de har om dagen. På den måde kan terapeuterne give en mere kvalificeret rådgivning.

Tryghed og positiv stemning

Den grundige oplæring i forflytning og den åbne dialog i Taxhuset skaber tryghed hos personalet. 

- Der er en positiv stemning omkring arbejdet, og det skaber tryghed, at vi som fysioterapeuter er der for personalets skyld. Vi formår at fastholde personale på en arbejdsplads, der stiller enorme krav til deres tålmodighed og fysik. Det vigtigste er, at personalet undgår skadelige belastninger, samtidigt med at vi bevarer beboerens værdighed. Jeg tror virkelig, at den forebyggende indsats, vi har stablet på benene, er med til at skabe en bedre hverdag, både for personalet og for vores beboere, siger Karin Martens.

Svært at holde fast

Hun ville dog ønske, at ideen med de faste makkerpar var blevet fastholdt, og at der i det hele taget var blevet fulgt bedre op på flere af erfaringerne fra projekt ”Forflytning i et bredere perspektiv” fra 2005.

- Desværre er der stor forskel på, når et projekt kører, og når det er slut. Det er en kæmpe udfordring at fastholde nye rutiner, for det kræver en varig indsats, og at nogen tager ansvar, for at det sker. På et tidspunkt flader det ud. Men man kan håbe, det flader ud på et niveau, der er lidt højere, end det man startede på. Projektet har givet os en større vifte af redskaber, og den forbedrede kommunikation har overlevet. I dag beder man om hjælp, hvis man har brug for det, siger Karin Martens.

Se rapporten ”Forflytning i et bredere perspektiv” på BAR SoSus hjemmeside arbejdsmiljoweb.dk

Tekst: Jonas Steene