Lommeguide hjælper med forflytninger

I Roskilde Kommunes hjemmepleje har alle hjælpere en lille gul guide i lommen, når de kommer ud til borgerne. Guiden viser med tegneserier, hvordan man bedst foretager de 15 mest almindelige forflytninger.
En beboer på lokalcentret Oasen bliver forflyttet over i sin kørestol af social- og sundhedsassistent Bettina Gyrill Nielsen og ergoterapeut Jannie Offerlind. Foto: Søren Svendsen.

Gul guide i lommen

Tidligere skrev forflytningsvejlederne i Roskilde Kommune på et skema, hvordan fru Hansen og hr. Jensen bedst skulle flyttes længere op i sengen eller fra seng til stol.

Men forflytningsvejlederne var ikke alle lige gode til at formulere instruktionerne. Samtidig kunne de håndskrevne beskeder være svære at læse og forstå for dem, der skulle hjælpe borgerne. Det kunne give misforståelser og utrygge situationer, når borgerne skulle forflyttes. Og forkerte forflytninger belaster både borgerne og hjælpernes muskler og led.

 
Efter mange år i arbejde kan man godt glemme at gøre det rigtige

Nu har alle 1.000 ansatte i Roskilde Kommunes hjemmepleje en lille gul guide i lommen, når de kommer ud til borgerne. Guiden viser med tegninger, hvordan de 15 mest almindelige forflytninger skal foretages, så de er så skånsomme som muligt for både borgeren og hjælperen.

Formidling på en ny måde

- Ideen til lommeguiden opstod, fordi den daglige kommunikation til hjælperne ikke fungerede godt nok, forklarer Eva Gyldvig, der er arbejdsmiljøchef i Roskilde Kommune.

Som koordinator for forflytningsinstruktionen på kommunens plejeområde er hun en af hovedkræfterne bag den nye guide.

- Vi har haft en politik for forflytning og undervisning i forflytning i kommunen siden 2001, og vi har 30 dygtige forflytningsvejledere. Det, vi ønskede, var at forbedre selve måden at formidle instruktionerne på, siger Eva Gyldvig.

Guide til 15 forflytninger
Roskilde Kommunes guide til 15 forflytninger er udarbejdet i samarbejde med det digitale bureau Mediafarm og Worklife, der er autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdet blev skudt i gang på en workshop, hvor kommunens 30 forflytningsvejledere diskuterede hvilke forflytninger, der er de mest almindelige. 15 blev udvalgt.

Tekst og tegninger blev udviklet i samarbejde med fysioterapeuter fra Worklife og diskuteret i en arbejdsgruppe med repræsentanter for forflytningsvejlederne, lederne og arbejdsmiljø-repræsentanterne.

- Vi fik mange vigtige diskussioner undervejs i processen, fx om hjælperen må sætte sig på sengekanten, når borgeren skal forflyttes. Og hvor på kroppen, man skal placere hænderne, når en person skal vendes, fortæller Randi Riber, fysioterapeut fra Worklife.

Guiden kan ses her

Roskilde Kommune fik støtte til projektet fra Arbejdstilsynets pulje til refusion af udgifter til arbejdsmiljørådgivning.

 

Tegninger er hurtigere at læse

Tegningerne i guiden er stiliserede figurer med forskellige farver, så man kan se, hvem der er hjælper, og hvem der er borger. Figurerne er ”gennemsigtige”, så man kan se fx hvor på borgerens ryg, hjælperen skal placere sin hånd, eller hvor glidestykket skal ligge, når en person skal vendes.

- Vi valgte tegninger, fordi vi ved, at mange ansatte i plejen hellere vil se billeder end læse tekst. Tegninger og tegneserier kan noget andet end skrevne ord. Det er hurtigere at se på en tegning, hvad man skal gøre, end det er at læse en tekst, der siger det samme, siger Eva Gyldvig.

Guidens tegninger bruges også på plakater i den undervisning, som alle ansatte får, og de kan printes ud i A4-format og hænges op i borgernes hjem og fungere som vejledning til hjælperne.

Også for de erfarne

Bettina Gyrill Nielsen, der er social- og sundhedsassistent på lokalcentret Oasen, bruger især guiden til samtaler med elever. Netop i den sammenhæng oplever hun det som en fordel, at der er tegninger, som viser fx hvordan man skal stå, når man forflytter en person.

- Selv om teksten er nem nok at læse, kan det alligevel være svært at forstå, hvad der menes. Det er nemmere at se på en tegning, siger Bettina Gyrill Nielsen.

Hun oplever, at eleverne tager guiden til sig og bruger den flittigt. Det viste sig blandt andet, da en elev en dag sagde til Bettina Gyrill Nielsen: ”Den måde du står på, er da vist forkert”. Og det var den.

Så også erfarne hjælpere som Bettina Gyrill Nielsen har gavn af guiden.

- Jeg er slem til at stå i mærkværdige arbejdsstillinger, når jeg ikke tænker over det. Efter mange år i arbejde kan man godt glemme at gøre det rigtige, og så er det godt at blive mindet om det ved at se i guiden – eller blive rettet af en elev, siger hun.

Sandra Alkhafaji er i praktik som social- og sundhedsassistent på lokalcentret Oasen. Hun oplever, at hun er blevet meget opmærksom på sine arbejdsstillinger.

- Tidligere har jeg prøvet at stå og løfte forkert, så det sagde knæk i ryggen. Det gør jeg ikke mere. Jeg bruger guiden meget, både teksten og tegningerne. Jeg læser teksten først, billederne hjælper mig til at forstå teksten, siger Sandra Alkhafaji.

Tegninger kan ikke stå alene

Den lille gule guide står ikke alene. I Roskilde Kommunes hjemmepleje får alle nyansatte elever og afløsere to timers undervisning i forflytning.

– De 15 standardbeskrivelser og tegninger i guiden kan understøtte og supplere undervisningen og den personlige vejledning, som er nødvendig for at lære teknikken og for at tilpasse den til den enkelte borger, fortæller Jannie Offerlind, der er ergoterapeut og forflytningsvejleder for medarbejderne på lokalcentrene Oasen og Toftehøj.

Hun understreger, at en vigtig del af undervisningen er, at hjælperne selv prøver at blive forflyttet.

- Det giver mange aha-oplevelser. Nogle bliver overraskede over, hvor hårdt det er at hænge i en lift, og hvor ubehageligt det kan være, når et glideunderlag fjernes for hurtigt, siger hun.

Personlig vejledning

Forflytningsvejlederne kommer også ud til borgerne sammen med hjælperne for at give dem personlig vejledning på stedet.

- Ingen mennesker er jo ens, så standardvejledningerne skal tilpasses den enkelte. Derfor er der også plads på de trykte plakater til at tilføje bemærkninger, som at man skal være særligt opmærksom på denne persons arm eller ben, eller at han og hun selv kan skubbe sig op i sengen, forklarer Jannie Offerlind.

Øget bevidstheden om forflytninger

Lommeguiden gik i trykken i foråret 2011. I efteråret samles kommunens forflytningsvejledere for at drøfte de første erfaringer.

- Lommeguiden har øget bevidstheden om at forflytte på den bedste måde. Men hvad det har betydet for skader og sygefravær, ved vi ikke, siger Eva Gyldvig.

Næste skridt bliver at spørge ledere og medarbejdere om deres erfaringer med lommeguiden i praksis.

Tekst: Annie Hagel

Oprettet d. 1. juli 2011.
Sidst opdateret d. 4. april 2013.
Fakta om arbejdspladsen

Hjemmeplejen i Roskilde Kommune har ca. 1.000 medarbejdere, som servicerer omkring 2.900 borgere, heraf 460 på lokale plejecentre, resten i eget hjem.

 
 

1 kommentarer Abonnér på kommentarer

  • OKT 11
    28
    Af Annike Larsen, Forflytningsvejleder.
    Den ser meget fin ud, nem og overskuelig. Jeg er sikker på den er let at slå op i når man har brug for vejledning. Især de nye eller unge medarbejder kan have stor glæde af den.
     
Skriv kommentar
Alle felter med * skal udfyldes (e-mail bliver ikke vist).
Bekræft, at du ikke er en spam-robot, ved at skrive ordet GUL her